Velkommen nye husejere - Gedserferiepark

Gedser feriepark ejerforening
Gå til indhold

Velkommen nye husejere

Generel info
Kære nye eller kommende husejer velkommen til :

Hvorfor købe et fritidshus i Ejerlejlighedsforeningen Vestre Strand, i daglig tale kaldet Feriepark Gedser.

Grundene kan være mange - bl.a. den tætte forbindelse til vand, skov og strand. En vild flora, et rigt dyreliv bl.a. er Gedser sydpynt kendt som et af de store trækplastre med de største fugletræk af edderfugle indenfor ornitologien. Et af de smukkeste syn er at følge disse prægtige fugle i flok henover ferieparken på vej enten syd eller nord eller blot ud til Rødsand hvor de bygger reder eller blot har et ophold på deres videre færd.

Engang imellem møder vi små hjorte på vej igennem området, et smukt syn - som alle husejere i parken nyder.
Ved køb af et fritidshus i foreningen - vil I straks mærke, at medlemmerne er interesseret i at udvikle og medvirke aktivt til, at dennne lille oase står som et attraktivt sted. Ejerlejlighedsforeningen har en sund og stærk økonomi og det mærkes !

Vi har en aktiv bestyrelse og meget aktive medlemmer som sørger for, at der er dynamik i foreningen.
Bestyrelsen og medlemmerne vil gerne deltage i aktivt at sørge for at tiltrække erhverv og bestyrelsen bruger i videst muligt omfang lokale håndværkere til at varetage vedligeholdelsesarbejder i Feriepark Gedser.

Vores fællesområder bliver vedligeholdt og passet af vores tilsynsmand Poul Eriksen, som ligeledes varetager flere ugentlige tilsyn i parken - dels for at sikre, at der er ro og orden i parken, ligeledes for at tilse om der har været ubudne gæster, vejr skader i form af nedblæste tagsten osv. Poul Eriksen har været tilknyttet som tiilsynsmand siden starten af foreningens arbejde fra 1999.

Vi har en lokalplan som skal følges, det betyder, at husene bliver solgt som fritidshuse under sommerhusloven og at de ikke må benyttes som helårsbolig. I vinterhalvåret er ophold af kortere varighed selvfølgelig tilladt, og vi er mange husejere der nyder husene i denne tid. Flere husejere har herudover en ekstra indtægt ved udlejning via lokale udlejningsbureauer. Når man er i ferieparken om sommeren - summer det af liv og glæde ved at være i dette skønne naturområde.

De seneste år har mange af husejerene fået lavet forbedringer på husene, balkoner og terasser samt redskabsrum og vi efterhånden en meget høj vedligeholdelses standard på husene, som vi søger at fastholde til alles gavn.

I vil ikke være i tvivl - når I først er i Ferieparken - man slapper dejligt af her, man taler med sine naboer, og hvis man ikke har det behov bliver man ikke klandret og får lov til at passe sig selv. Der er mange lokale udflugtsmål i området f.eks. Marinaen, Sydpynten, Birkemose Strand, Gedser Vandtårn, Gedesby Mølle og hvis man bevæger sig lidt længere ud i periferien Marielyst, Nykøbing F m.m.

Vi har årligt 4 arbejdsdage, hvor man melder sig til, og laver forskellige opgaver, og spiser en frokost i det fri - på hjemmesiden findes datoer i foreningens kalender

Ligeledes afholdes der hvert år Generalforsamling som afholdes i april måned og senest ved udgangen af april.

Vi har på hjemmesiden samlet de mest nødvendige informationer til gavn for os alle, du vil på hjemmesiden finde informationer om affaldsdeponi - vaskeriet - arbejdsdage - byggereglementet - farvekoder - tilbygninger med meget andet.

I fælleshuset er der fælles depot af haveredskaber, kørende materiel til vedligeholdelse af området, samt vaskeri, og eltavle installationer.

El-tavle installationer er mærket med husnumre i tavleskabet til højre når man går ind i målerrummet. Hvis du får foretaget ændringer i el installationerne i huset, er det altså her, du skal sikre dig, at strømmen er slået fra eller til.

Hvis du/I IKKE har strøm i dit hus - er det altid i fælleshuset - I skal kontrollere om NETOP jeres hus fejlstrømsrelæ er slået fra - før I tilkalder assistance. I langt de fleste tilfælde, er det her man kan genoprette strømmen til huset. HUSK, at man ikke kan rode med alle installationer selv og at det kan være forbundet med LIVSFARE samt brandfare - at lave ikke autoriseret installationer og det er endvidere ulovligt.


Brug hjemmesiden til at finde informationer - samt i tvivlstilfælde - kontakt Bestyrelsen


På hele Ejerlejlighedsforeningens vegne byder vi Jer velkomne som nye husejere.




Tilbage til indhold